Sociokrati.dk skal være et knudepunkt i netværket for dansk sociokrati.
Her skal man kunne finde grundlæggende viden om sociokratiske organisationssystemer på dansk og finde links til viden på andre sprog.
Hjemmesiden sociokrati.dk er én af 3 søstersider. De 2 andre er http://holakrati.dk (på dansk) og http://sociocracy.dk (på engelsk). De 3 hjemmesider er alle under opbygning, så bær venligst over med at de ikke færdige.
De 3 søstersider skal medvirke til, at det danske netværk af mennesker, som udøver sociokrati eller ligefrem udbreder kendskabet til det, bevarer en sammenhæng mellem forskellige varianter af sociokrati, som visse steder i det internationale netværk er gået tabt.
Man ved ikke hvad man har, før man mister det. Heldigvis gælder også det omvendte: Man ved ikke hvad man mangler, før man får det. Sociokrati omfatter megen ny, teoretisk og praktisk viden, som nu, hvor den endelig findes, kaster et afslørende, skarpt lys på både traditionelle og temmelig nye organisations- og styreformer (governance) og på menneskeligt samarbejde og konflikt i almindelighed. Skabelsen af denne viden er præget af lidenskabelige og inspirerende samarbejder.
Der har også været nogle konflikter, som man kan lære af, hvis man ellers deler sociokratiets forståelse af menneskelig sundhed som forbundet med at kunne lære og samarbejde, og organisatorisk sundhed som forbundet med en lærende, samarbejdende organisation.
Sociokrati er et bedre demokrati end demokratiet. Demokratiske stater som vi kender dem, vakler, formørkes og går i baglås på trods af de smukke idealer. Det er dog ikke idealernes fejl, men metodernes. Demokratiets idealer er gode nok, men det traditionelle flertalsstyres metoder er forældede.
Lanceringen af søstersiderne sociokrati.dk, sociocracy.dk og holakrati.dk skal være en milepæl i udviklingen af styreformer i Danmark, en milepæl som kan udgøre et sted at mødes, snarere end et sted at skilles.
Frands Frydendal, jan 2020.